Indskud → Læs alt du bør vide i denne guide

Der skal altid indbetales et indskud ved en indflytning i en lejebolig. Et indskud dækker både over et depositum samt en forudbetalt husleje. Ifølge lejeloven må en udlejer maksimalt opkræve tre måneders forudbetalt husleje. Antal måneders depositum og forudbetalt leje kan dog altid variere fra udlejer til udlejer.
 

Depositum

Et depositum er udlejers garanti for, at udgifter til istandsættelse ved fraflytning kan betales. Depositum må højst udgøre et beløb, der svarer til tre måneders husleje ekskl. forbrug.

Er der penge tilbage efter istandsættelsen, får du som lejer det resterende beløb tilbagebetalt. Ifølge lejeloven er det dog ikke et krav at lejemål indgået efter 1. juli 2015, afleveres total nyistandsat ved fraflytning, men at der derimod kun laves den nødvendige vedligeholdelse, eller hvis der har været misvedligeholdelse i forbindelse med lejemålet. Der er derfor en stor chance for, at du kan være så heldig at få tilbagebetalt store dele af dit depositum ved fraflytning.
 

Forudbetalt leje

Forudbetalt leje er udlejers garanti for, at huslejen bliver betalt – også selvom lejer opsiger lejemålet. Desværre får du ikke tilbagebetalt dette beløb, men det betyder, at du ikke skal betale husleje i det antal måneder, som din udlejer har opkrævet af dig. Har du f.eks. betalt 3 måneders forudbetalt husleje, så skal du ikke betale husleje de sidste 3 måneder du bor i lejemålet – det vil så sige, at du har 3 måneders opsigelsesvarsel.
 

Betaling af indskud kræver en opsparing

Rigtig mange unge får sig en slem overraskelse, når de bliver opkrævet et svimlende højt beløb til et indskud. Det gennemsnitlige indskud, der dækker over tre måneders depositum samt tre måneders forudbetalt husleje, kan variere meget alt afhængig, hvor i landet du bosætter dig. I det indre København kan gennemsnitsprisen løbe op på omkring ca. 70.000 kr. hvorimod prisen i Odense kan være omkring de 30.000 kr. Uanset beløbet på et indskud, så skal du have en del penge sparet op, så du kan betale dine kommende udlejer et indskud.
 

Lån penge på fornuftig vis

Det er ikke alle, der lige har en stor børneopsparing med hjemmefra, som man kan trække på, når et indskud skal indbetales. Det bedste råd i det tilfælde er, at låne et mindre beløb af familien eller optage et SU-lån, hvis du er studerende, så kan du undgå at låne hele beløbet i banken og kæmpe de efterfølgende år med renterne fra et banklån. Det er også vigtigt at have for øje, at det ikke er et evigtgyldigt farvel til alle pengene, og du kan derfor godt forvente at se en del af pengene fra et depositum igen, når du fraflytter din lejebolig.
 

Øvrige udgifter ved indflytning

Det kan stærkt anbefales, at du tegner en indboforsikring og en ansvarsforsikring, når du flytter hjemmefra. Ved brand, tyveri eller i forbindelse med ødelæggelser i selve lejemålet, som er forårsaget af dig eller dine gæster, er du dermed forsikret. Der findes et stort udvalg af diverse billige forsikringer til studerende – undersøg markedet, inden du beslutter dig. Der kan være mange penge sparet ved at være grundig og omhyggelig i sit valg af forsikringsselskab.

Søger du bolig? Søg blandt 6000+ ledige lejeboliger i hele Danmark
Søg lejebolig her
Mail info@husvild.dk (mandag til fredag 9-16)